Så fortalte han (Jesus) denne lignelse: ”En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.”

Lukas kap 13 v. 6-9, 21.s.i trinitatis, 2. række

Som kirkeåret nærmer sig sin afslutning, kommer også de tekster, der kredser Guds dom over os. Er det noget vi bør skænke en tanke? Som studerende hørte jeg engang en sygehuspræst fortælle at hun ved menneskers dødsleje er stødt på mennesker i store sjælekvaler.

”Du må ikke tage min skyld fra mig!” Sådan sagde en gammel skyldplaget mand, der lå på det sidste i en hospitalsseng til hende. Hun havde i sin bedste mening forsøgt at ”bagatellisere” hvad han havde fortalt hende. At han havde svigtet sin familie på det grusomste. Og hun havde vel svaret eller prædiket nogenlunde sådan her: Det var ikke din skyld. Men det var hans skyld! Ikke nogen andens. Og det er pointen. Min kollega, sygehuspræsten, tog ikke mandens skyld alvorlig, fortalte hun os kommende præster til advarsel. Det tror jeg hun har ret i, men det er med at finde en balance. Der findes mennesker, som tager alt for megen skyld på sig, og så bliver det et svært liv at leve. Og så findes der mennesker, som aldrig synes at noget er deres skyld. Og sådan et liv er også svært at leve, men nok mest for de mennesker, som står omkring sådan en person.

Vi må ikke tage domstanken væk over vores liv. Ellers bliver livet for let og luftigt. Og ansvarsløst. Sangeren Allan Olsen fortæller i sin selvbiografi om, hvordan han som en lille dreng legede i de nordjyske marker, og i ly af en stor halmballe en dag fik lyst til at stryge en enkelt tændstik, der desværre fik hele stakken til at brænde ned. Mens røgen steg mod himlen, kom hans bedstefar, stillede sig ved siden af ham og spurgte: ”Hvad skal køerne nu leve af i vinter, Allan?”. Det var ikke et pædagogisk spørgsmål, men sagt fordi hans bedstefar vitterlig ikke vidste, hvordan de skulle klare den. Den oplevelse kom til at præge sangerens liv. Den lille dreng med tændstikken opdagede den dag, at han var skyldig i noget, at han levede under dom. Det er derfor vi i biblen- også- møder den dømmende Gud. Det er en Gud, der tager vores liv alvorligt, og som ikke lader det være ligegyldigt, om vi gjorde det ene eller det andet. Vi alle er belastede af skyld på hver vores måde, men at vi alligevel er elskede af Gud. Fordi han i sidste ende ikke dømmer os som vi dømmer hinanden her i verden. Den Gud, der i sin tid idømte mennesket syndsbevidsthed og dødsstraf, overlod i tidens fylde dommersædet til Men neskesønnen. I Lukasevangeliet er det den samme som gartneren, der i faderens vingård lover at skærme og gøde træerne, os, der dermed får endnu en chance. Det er det løfte, der bærer os gennem hver skyldbetyngede dag. I barndom, ungdom, voksendom og alderdom.

Med ønsket om et dejligt efterår til alle!

Sognepræst Lars Motzfeldt