23/06/2026 0 Kommentarer
Præsten skriver: Det første år
Præsten skriver: Det første år
# Nyheder

Præsten skriver: Det første år
Man siger, at når enden er god, er alting godt. Men hvad så, når begyndelsen har været god? For det er, hvad den har været – begyndelsen som ny præst i Hornsyld- Bjerre-Stenderup. Tiden er gået og har ført os af sted, og mit første år her er snart gået. Tak til alle jer, der har budt mig indenfor som ny præst, skænket kaffe og fortalt om sognet, kirken, menneskerne og traditionerne. Det første år er også gået med at lære rytmen i sognet at kende, og det har været lærerigt. Som kirkeåret giver en rytme for livet i kirken, giver årstiderne også en rytme for livet i sognet. Foråret kom som en kraft ud af vinterens mørke med lys, saft og knopper. Nu ligger sommeren foran os – forhåbentlig med varme dage, stille aftener, tid til venner og familie og gode ferieminder. Sensommeren kommer os i møde med høst og frugt – alt det, vi håbede på, da vi så forårets spirende knopper. “Septembers himmel er så blå,” synger vi, og solens varme får en kant af kølig luft, som varsler efteråret. Og når vi når oktober, begynder naturen at lyse op i de smukke efterårsfarver. Da vi landede her i sensommeren, var det midt i de lokale “tagdel”-processer, hvilket blev en god anledning til at lære sognet at kende. Hornsyld og Bråskov var samlet for at tale om hvordan lokalsamfund kan bygge bro og samarbejde. BGI lagde også hus til ”tag del” -samtalen i Bjerre, og det blev også en god anledning til at møde nye folk og lære mere om den del af sognet. Jeg ser frem til en lignende mulighed i Stenderup. Som ny præst er det motiverende at møde et engageret lokalsamfund og foreningsliv. Det er alt sammen grobund for det fællesskab, kirken er, hvor tro og ældgammel visdom kommer i samspil med lokalsamfund, hverdag og menneskeliv. Det første år som præst har givet anledning til, at jeg sammen med vores organist, Erik Bøye Davidsen, har skrevet en hymne til livet her i sognet. Det er en fællessang, der insisterer på, at ”livet i midten af Herredet” har en særlig kvalitet. Syng det, lev det, nyd det!
Med ønsket om en god sommer
Sognepræst, Henrik Holmgaard


Kommentarer